Okay….i 2017 styrede jeg rundt og var vildt forvirret fordi jeg havde opdaget, at man kunne mærke følelser SÅDAN HELT FYSISK i kroppen og nu, 4 år senere (efter den nedslående erkendelse af, at det vidste de fleste godt i forvejen) føler jeg, at jeg ikke bare har fået indhentet til tabte, men også overhalet de fleste og så blev næste skridt vel meget naturligt: Jeg skal sgu være kropsterapeut.
Jeg mødte første gang kropsterapi i 2017, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke helt vidste, hvad fanden jeg var gået ind til. Nu havde den søde kropsterapeut ellers flere gange sagt, at det ikke var traditionel massage. At det ikke var massage overhovedet. Men…ja…Jeg ved ikke…min hjerne hørte nok bare: “Der er én, der vil røre ved min krop”, og det var nok for mig på det tidspunkt.
Og røre ved min krop, ja det gjorde hun. Alle steder! INKLUSIV MAVEN…du ved, den der flæskesværspose, som man dagligt forsøger at gemme af vejen og altid skuer grimt til, når man står nøgen foran spejlet. Ja, ja, den er god nok. DÉN MAVE. Og som om, at det ikke var nok (og det var det jo faktisk), så befandt jeg mig pludseligt i den bizarre situation at ligge (næsten) nøgen på en briks, mens et andet menneske borede sin albue ned i min mave (hvis du er fra min generation eller ældre kan du huske de store boremaskiner, man brugte til at udgrave tunnelen under Storebælt med…så har du ligesom et billede på, hvad jeg oplevede).
Og ved du hvad? Det gjorde herrepissenasondt…gange ti! Så det sagde jeg jo ligesom til hende. Og så kunne man jo nok forvente, at hun så ville lade være, men næææææææ nej. Hun blev da bare stående og så helt roligt på mig, og sagde engleblidt: “Du skal bare trække vejret dybt og ånde ud igen”. (PROVOKERENDE ELLER HVAD?)
WHAT THE FUCK! Er du sindssyg? Tager du rent faktisk penge for det der? Ved du overhovedet hvad du laver? (tænker “man”, men man siger det jo ikke, vel?). Nå, men jeg prøvede så at gøre som hun sagde og surprise Sherlock! Det gjorde det sgu da ikke mindre ondt af. Nå, men den korte version af denne skelsættende oplevelse var dette: Jeg prøvede flere gange at stoppe albue-invadering. Kropsterapeut gav sig ikke. Jeg gik fra “be´om” til “jeg insisterer” til “lige om lidt knalder jeg dig én” (og selv der, stod hun bare og smilede blidt og sagde “nej, du gør ikke“) og så kunne jeg bare mærke vreden, der hobede sig op, knytnæven der blev hård og klar til affyrring, et primalskrig der vibrerede i halsen og så… Dyb indånding og smerte-peak.
Så skete det…jeg brølede, tudede som en pisket, kollapsede i både kroppen og hjernen og flød med strømmen. Total overgivelse til smerte, vrede, sorg, skam, skuffelse, frustration og hvad fanden man ellers sådan går og har pakket væk ind i den lille krop. Og jeg græd. Mere end jeg nogensinde før har gjort, længere end jeg kan huske det, højere og voldsommere. Og så efterfulgt af, hvad der nok bedst kan beskrives med “absolut indre ro”.
Og det var så der, jeg forelskede mig i kropsterapien, som siden da, har været min tro følgesvend (på godt og ondt). Men altså indtil nu kun som klient. Nu er det MIN tur til at trykke på andre og selvom det både er grænseoverskridende og angstprovokerende, så er jeg de forskellige kropsterapeuter jeg har brugt, meget taknemmelig for den viden, selvindsigt og erfaring, som du har givet mig