Jeg har altid godt kunnet lide at fordybe mig og få mere viden og flere kundskaber.
Der er en iboende skaberkraft i mig, der handler om at forbinde viden fra et område til et andet. Der sker noget helt fantastisk, når sammenhængene åbenbarer sig for mig. Jeg bliver aldrig træt af følelsen bag et forløsende A-haaaaa. Du kender det helt sikkert selv.
Den store historie
Historie har været en tro følgesvend i mit liv siden barndommen. Jeg har været beriget med en af de slags morfar, der kunne tale uafbrudt om fortiden. Om krigen. Om russerne. Om tyskerne. Han var en fremragende historiefortæller og jeg er dybt taknemmelig for den kærlighed til historien, som han har givet mig.
Jeg fascineres af historien, fordi den giver os indblik i helt basale menneskelige grundvilkår og fordi den tvinger os til at reflektere over vores egen rolle. Både som historieskabte og historieskabende væsner.
Psykologien
Som ung blev jeg vel nærmest stormende forelsket i psykologien og særligt i Freud og psykoanalysen. Det tiltalte mig, at han så frit og åbent talte om drifter og lyster. Jeg var så optaget af psykoanalysen, at jeg døbte min kanin Freud og at jeg i studentergaver næsten udelukkende fik bøger omhandlende Freud og psykoanalysen. Kærligheden til Freud blev lidt lunken med årene, men den dør, som hans teorier havde åbnet – døren til psykologiens univers – har siden hen stået på vid gab.
Nye døre
Psykologiens verden er enorm. ikke mindst fordi der er så mange retninger, hvoraf ingen af dem, efter min bedste overbevisning, kan tåle at stå alene. Jeg forestiller mig psykologiens verden som en kæmpe stor skov, hvor man kan vælge mange stier at betræde.
Fra psykoanalysen kastede jeg mig over NLP og senere evolutionær psykologi for helt naturligt at ende i de grene af psykologien som normalt læses på læreruddannelsen. I de senere år har jeg rettet opmærksomheden mod kognitiv psykologi, men har stadig foden indenfor i andre psykologiske retninger og metoder.
Som ung var jeg drevet af at bruge psykologien som nøgle til et bedre liv for mig selv, men det blev på et tidspunkt i højere grad et arbejdsredskab i mit professionelle virke. På den måde distancerede jeg mig fra psykologien.
Da jeg igen i 30´erne oven på skilsmisse og et par stress-forløb igen kastede blikket mod psykologien, var det med et helt andet sigte. Det oprindelige sigte. Psykologi som videnskab til at forstå det menneskelige sind – MIT SIND.
Strong body – strong mind
Hvis du genkender dette udtryk, så skyldes det formodentligt, at det tilhører Chris MacDonald. Han blev den, der åbnede en ny dør for mig: Lige ind i biologiens verden.
Har du nogensinde set et barn, der kommer ind i et legeland første gang? Deres begejstring når de ser dette helt enorme rum med alle de mange muligheder? Har du så også set, hvordan forbløffelsen bliver total når de opdager, at der bag dette enorme rum gemmer sig endnu et rum? Sådan havde jeg det, da Chris viste mig indenfor i hans hjerterum: Biologiens verden.
Ikke bare er jeg pjattet med biologi. Jeg er vanvittigt optaget af at få biologien og psykologien til at tale sammen. Det er tvingende nødvendigt, hvis du og jeg skal forstå hvem vi er, hvordan vi fungerer, hvordan vi optimerer os selv, og hvordan vi undgår at ben for os selv. For selvom vi kan have en masse forestillinger om, hvem vi er, så er vi grundlæggende vores biologi.
Den lille historie
I historiefaget taler man om “Den store historie” og “Den lille historie”. Sidstnævnte er det enkelte menneskes egen personlige historie. Det, de har til fælles er, at de beskriver “brud og kontinuitet” over tid. Et liv oppe har sin egen fortælling og den begynder i 2017.
Interessen for psykologien og biologien var der stadig. Det havde den kontinuerligt været siden jeg var barn og ung. Jeg dyrkede disse interesser sideløbende med, at jeg var folkeskolelærer og lavede konsulentarbejde og var lærermiddelsforfatter i min fritid. Jeg boede sammen med en mand og vores sammenbragte børn. Vi skulle giftes og leve lykkeligt til vores dages ende. Sådan da.
Som et lyn fra en klar himmel blev mit liv vendt op og ned i sommerferien 2017. Bruddet var totalt. Overraskelsen så voldsom og faldet så dybt. Havde du spurgt mig dengang ville jeg have sagt “Noget indeni mig døde”.
Men sandheden er, at noget i mig vågnede op. JEG vågnede op. I dag ved jeg, at den sorg der fulgte med ikke handlede om, at jeg mistede ham, men om, at jeg havde mistet mig selv for ikke at miste ham.
Havde jeg forinden ikke påbegyndt min rejse og arbejdet med personlig udvikling, er jeg bange for, at jeg havde været endnu mere knækket. Men når skaden trods alt ikke blev større skyldes det, den investering jeg havde lagt i mig selv det foregående halve år op til. Og skal jeg være helt ærlig, så tror jeg, at det var den forandringsproces, jeg havde påbegyndt, der egentligt var årsagen til, at han en dag i juni udtalte ordene: Jeg elsker dig, men jeg flytter.
Da bruddet var endeligt og forseglet, startede et nyt kapitel i mit liv. Jeg husker at jeg særligt havde en oplevelse, hvor jeg gik en tur og lyttede til en lydfil, der handlede om at sprænge sine begrænsende overbevisninger. Lige dér, ude på en lille bakketop med udsigt til den åbne himmel og uendelige vidder ramte det mig: Jeg vil være fri.
Det var sådan set ikke ny viden. Jeg har altid været draget mod frihed. Men nu, hvor det ikke bare var tankerne, men også følelserne, der havde fået taletid i mit indre, blev det så klart og tydeligt, at det siden den dag ikke har været mulighed for at gå tilbage.
Derfor begyndte jeg at investere mere tid, energi og penge i personlig udvikling, afprøvede de mange teorier, retninger og metoder. Nogle var velkendte, andre nye. Det var en tid, hvor jeg i den grad mærkede efter, hvad der fungerede for mig, og hvad der ikke gjorde. Min tilgang var, dengang som nu, legende og eksperimenterende.
I den forbindelse tog jeg en række større og mindre uddannelser og kurser. I starten tog jeg disse uddannelser for min egen skyld og havde ikke planer om at bruge det i arbejdsmæssige sammenhænge. Men en del af sådan en uddannelse består selvsagt i, at man har nogle samtaler med nogle prøvekaniner.
Oplevelserne vækkede min indre psykolog, som jeg havde fravalgt, da jeg trådte ind på lærerseminariet. Jeg fandt så meget livsglæde i at tage min viden og bringe det i spil for at berige et andet menneske med øget selvindsigt og deraf øget livskvalitet. Og jeg husker tydeligt, at I min iver lå tanken: “Hvis jeg kan, så kan alle”.
Fra idé til handling
Ideen til “Et liv oppe” tog sin begyndelse i juli 2019, hvor jeg som led i min personlige udvikling havde kastet mig selv ud i en lille challenge, hvor jeg skulle arbejde med mig selv på et område i mit liv i en måned, med den tanke at gøre det for at glæde mit fremtidige jeg. Jeg har altid holdt meget af at finde på udfordringer til mig selv.
Jeg havde forinden tabt mig ca. 10 kg og jeg passede fint en størrelse 38, men det meste af mit tøj var i størrelse 40 og jeg opdagede, at en del af mig var opsat på at beholde det “JUST IN CASE”.
Men der tog jeg beslutnngen: Det skulle være slut med yoyo-vægt. Fokus blev rettet mod at identificere mig selv som en, der bruger størrelse 38. – Ikke fordi det i sig selv er vigtigt, men fordi jeg ved, at det er den størrelse jeg nu engang har, når jeg har et naturligt forhold til mad.
Jeg blev så vild med tanken om at have fokus på noget i en måned, at jeg efterfølgende besluttede mig for i august, at jeg ville DROPPE rengøringen i en hel måned. Ja, det er rigtigt! Med undtagelse af, at jeg den 23. august lige gav toilettet en ordentlig omgang, så udførte jeg ingen rengøringsopgaver hele august.
Hvorfor, spørger du måske? Fordi jeg ville finde ud af, dels hvor meget energi det frigav at lade være, dels for at finde ud af, hvor voldsomt det skubbede til mine skyggersider “ulækker”, “usoigneret” og “uansvarlig”.
I september stod den på skyggearbejde i forhold til “forfængelighed”. Det blev en hel måned, hvor jeg sørgede for velordnede negle hele tiden og begyndte at gå med smykker (noget jeg aldrig tidligere har gjort, fordi jeg mente, at det var forfængeligt at pynte sig selv).
ELO opstår
Det var nogle fede måneder og jeg rykkede vildt meget på det, men samtidigt sad jeg også med en grundlæggende følelse af, at jeg MÅTTE dele dette med andre. Men jeg turde ikke. Ærligt talt var jeg skræmt fra vid og sans ved tanken om, at jeg skulle stille mig derud, hvor man risikerer at blive set og opdaget. Mine kerneskygger “sårbar” og “dum” stod og vibrerede så forfærdigeligt og ubehageligt.
Alligevel gjorde jeg det: Skabte den lukkede facebookgruppe “Et liv oppe”, og inviterede en lille håndfuld mennesker på 8-10 med ind i den. Kort tid efter inviterede jeg lidt flere med, og ved udgangen af oktober var vi ca. 20 i gruppen og derfra gik det faktisk bare fremad. Ved ELO´´´s 1-års fødselsdag nåede gruppen 196 medlemmer og voksede derfra.
ELO flytter fokus
I forbindelse med min evige higen efter mere viden og forståelse kom jeg i 2021 i gang med arbejde med kropsterapi. Først rent teoretisk som “Mind & Body Practitioner”, hvilket gav nogle helt nye vinkler ind i mit arbejde med mennesker med stress, sorg og angst.
Efter noget tid måtte jeg dog erkende, at jeg manglede den fysiske del: Den manuelle behandling, og så var jeg “jo nødt til” at tage uddannelsen som kropsterapeut, hvilket jeg blev færdig med i november 2022.
Fremtiden
Jeg er ikke færdig med min rejse – det bliver jeg nok aldrig. For hvs der noget jeg virkeligt godt kan lide, så er det at skabe broer mellem teorier og levet liv, for hvad skal vi hvad med alt den viden, hvis den ikke omsættes til noget, der beriger vores liv?
Jeg drømmer om en uddannelse inden for smertevidenskab og hypnoterapi, men har det fint med, at tingene lige nu bare er landet og jeg har en fantastisk hverdag, hvor jeg via kropsterai og coaching hjælper mennesker med forskellige udfordringer og problemstillinger.