Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på daglig basis bevæger mig rundt på forskellige platforme og i grupper, der på den ene eller anden måde er i berøring med personlig udvikling. Jeg synes, at det er fedt at få ny inspiration, deltage i debatter og diskussioner og at råde og vejlede.
I dette blogindlæg er fokus ikke på dem, der skriver for at få råd, men på dem, der helt sikkert velment og kærligt giver sit besyv med.
Rigtigt mange mennesker følger ligesom jeg med, og der er virkeligt nogle spændende og lærerige foraer derude på det store internet. Men (og det er et stort og tungt MEN med et lille kort suk efterfølgende), så er det også en skueplads for, hvordan man kan larme så meget, at fokus flyttes fra afsenderens egne issues til 3. parts tanker, intentioner og handlinger.

I min optik er det sgu lidt af en falliterklæring, hvis man på den ene side set arbejder med at blive “den bedste udgave af sig selv” og på den anden side set gør sit til at gøre andre til “den værste udgave af dem”.
Det giver mig lidt flash-back til offentlige henrettelser, hvor der for en stund er åbnet op for sluserne med fornærmelser, ydmygelser og nedgørelser. – Men naturligvis i tidens ånd: på afstand bag en skærm i et lukket forum.
Al personlig udvikling starter med at se indad. Hvis du har brug for at diagnosticere en andens eksmand som narcissist, skal du spørge dig selv 1) har du overhovedet kompetence til at stille en klinisk diagnose? 2) Hvorfor reagerer du på vedkommende og dermed; hvorfor tror du, at netop han er narcissist? Det lyder som om, at der er en skygge eller to på spil… altså ovre i DIG!!!
Vi mennesker elsker en god historie og helst nogle, der inkluderer mennesker, der har det lidt værre end os selv. Det højner nemlig vores status. Luksus-fælden er jo et glimrende eksempel på, hvordan man rigtigt kan sidde og små-sovse over alle dem, der ikke kan finde ud af det.
Men med denne kærlighed til historien ligger der også et behov for, at vi gerne vil være medfortællere af historier. Det skyldes ganske enkelt, at vores hjerner gerne vil udfylde de huller, som historier også gemme på. Og hvad fylder vi dem op med, tror du? Naturligvis vores egne erfaringer, holdninger og referencerammer.
Vi lægger til og trækker fra, fokuserer på det vi ønsker og negligerer noget andet. Vi tillægger andres ord og handlinger motiver, som absolut intet siger om dem, der tales om, men alt om dem, der kloger sig på andre.
Jeg er sgu helt med på, at det er nemmere at kalde en andens mor for “en snerpet og sur kælling”, end det er at stille de helt centrale spørgsmål, der leder dette menneske til at reflektere over sin egen rolle i en konflikt. Det er både nemmere og mindre ufarligt.
Når vi bekræfter hinanden i, at vi er de rigtige og de er de forkerte, så bliver vi nemlig en gruppe, et fællesskab, et OS. Og det kan vi mennesker så godt lide. At stå uden for fællesskabet er jo idioti (i ordets oprindelige betydning) og ingen har vel sådan rigtigt lyst til at være en idiot?
Derfor er det meget bedre at kalde de andre nogle idioter. Også selvom det betyder, at vi dømmer dem på en anden persons udlægning, fortolkning og vurdering af dennes tanker, følelser og handlinger. – uden at den dømte nogensinde får muligheden for at forsvare sig selv.
Vil du noget andet, så vær nysgerrig når du møder den slags mennesker og udtalelser. Giv dem lidt kamp til stregen: Hvad får dig til at dømme dette menneske? Hvordan ved du, hvad vedkommendes intension er? Er det råd du giver her egentligt rettet til andre end dig selv.
Hvis du gerne vil forbeholde dig retten til at ytre dig om andre mennesker, så fred være med det. Det er jo dit valg. Men vil du så ikke love mig, at du ikke samtidigt går og bilder dig selv ind, at du er i gang med personlig udvikling? Eller som minimum blot kalde det “personlig indvikling”? TAK
Og så vil jeg sætte mig til at reflektere over, hvorfor jeg reagerer så meget på dem, der dømmer andre, at jeg er nødt til at dømme dem i et blogindlæg på en side, der har personlig udvikling som overskrift. TANJA OUT!!!!!!!